Gå til indhold

Historisk grøn regering: Her er fem løfter, naturen har ventet på

Historisk grøn regering: Her er fem løfter, naturen har ventet på
  • 02. juni 2026

Ny regering lover blandt andet sprøjteforbud over drikkevandet, bedre beskyttelse af havnaturen og nye initiativer for dyrevelfærden. Nu begynder arbejdet med at gøre ambitionerne til virkelighed.

Det er en historisk grøn regering, der netop er faldet på plads.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening efter tirsdagens præsentation af regeringsgrundlaget fra Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre.

Grundlaget rummer en række markante grønne initiativer, som Danmarks Naturfredningsforening har arbejdet for i årevis. Blandt andet lægger regeringen op til et sprøjteforbud i sårbare grundvandsområder, et styrket klimamål, bedre beskyttelse af havnaturen og nye initiativer for dyrevelfærden i den danske svineproduktion.

5 grønne løfter springer i øjnene:

   

1. Sprøjteforbud skal beskytte fremtidens drikkevand

Foto: © iStock

1. Sprøjteforbud skal beskytte fremtidens drikkevand

Et af de mest markante initiativer er et sprøjteforbud på 160.000 hektar jord i de områder, hvor fremtidens drikkevand dannes.

I dag findes pesticidrester i grundvandet mange steder i Danmark, og nye fund bliver løbende gjort i drikkevandsboringer. Derfor har DN i årevis arbejdet for bedre beskyttelse af de grundvandsdannende områder.

Hvis løftet bliver gennemført, skal arealerne fremover bruges til natur, økologisk landbrug eller vedvarende energi uden brug af pesticider. Det vil både beskytte drikkevandet og skabe mere plads til naturen.

Læs også: Pesticidforbruget stiger - drikkevandet i fare

2. Mere plads til naturen

Regeringen hæver også ambitionerne for naturen. Der skal nu laves en natur- og biodiversitetslov, hvor 30 pct. af Danmarks samlede areal skal være beskyttet natur, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttet natur.

Danmark er på nuværende tidspunkt bundskraber i EU, når det kommer til beskyttet natur. Vi mister dyre- og plantearter i et accelererende tempo. Stæren, viben og odderen er truede. Det samme er mere end hver sjette sommerfugl og hver fjerde vilde bi. Naturens krise - biodiversitetskrisen - er lige så alvorlig og presserende som klimakrisen. Derfor er det godt nyt for naturen, at den nu får mere plads og bedre vilkår. 

 Læs: De her arter er i fare for at uddø - de har brug for mere plads

3. Grisene får det bedre

3. Grisene får det bedre

Regeringen lægger samtidig op til at sætte ind over for ulovlig halekupering og ekstrem avl i den danske svineproduktion, hvor millioner af grise lige nu lever under ekstremt dårlige vilkår.

Læs også: Så dårlige er forholdene for grisene

Samtidig vil regeringen nedsætte en såkaldt ’svinefirpart’ efter forbillede fra den grønne trepart. Opgaven bliver blandt andet at se på, hvordan miljø- og naturbelastningen fra den store danske svineproduktion kan reduceres.

Der er masser af tage fat på for at forbedre de horrible forhold, der er for grisene i dag.  

Kæmp for mere plads til naturen

Kæmp for mere plads til naturen

Naturen mangler plads, og tusindvis af dyr og planter er i tilbagegang og i fare for helt at forsvinde fra vores land.

Du kan blive en del af Danmarks største grønne fællesskab. Red naturen, klimaet og det rene drikkevand sammen med 137.000 andre.

4. Bundtrawl skal væk fra beskyttede områder

Regeringen vil også undersøge, hvordan bundtrawl kan fjernes fra naturbeskyttede havområder.

Bundtrawl er blandt de mest omdiskuterede fiskerimetoder, fordi de tunge redskaber slæbes hen over havbunden og kan skade sårbare habitater og dyreliv.

Selvom store havområder på papiret er beskyttede, foregår der fortsat bundtrawlsfiskeri i flere af dem.

Derfor ser DN positivt på, at regeringen nu varsler et opgør med praksissen, og DN vil kæmpe for, at det rent faktisk bliver til virkelighed.

5. Højere klimamål skal sætte fart på omstillingen

Den nye regering vil også skrue op for klimaindsatsen.

Hvor den tidligere regering fastsatte et mål om at reducere Danmarks udledninger med 82 procent i 2035, vil den nye regering hæve ambitionen til 85 procent.

Danskernes klimaaftryk er blandt de højeste i verden, og klimaforandringerne medfører store konsekvenser som mere ekstremt vejr, ødelagte økosystemer, mangel på fødevarer og vand samt alvorlige økonomiske tab. Derfor er det vigtigt, at vi nu tager et større ansvar. 

Nu begynder det svære arbejde

Foto: © Michael Stoltze

Nu begynder det svære arbejde

Selvom regeringsgrundlaget indeholder flere markante grønne ambitioner, understreger DN, at arbejdet langt fra er færdigt.

Nu skal løfterne omsættes til konkret politik, der skal være så ambitiøs som overhovedet muligt. Arbejdet for at sikre det rene drikkevand er ikke slut. Der skal også mere fart på udtagningen af landbrugsjord, så naturen får mere plads. Vi skal sikre endnu mere beskyttet natur på land og på havet, og så skal vi stoppe forurening fra industrien i vores natur og havmiljø.

Intentioner er gode, men handling er bedst. Vi vil i Danmarks Naturfredningsforening gøre alt, hvad vi kan, for at holde politikerne fast på de løfter, de har givet.