Danmarks åbne og uforstyrrede landskaber med enge, marker og skove presses af nye veje, byggeri og erhverv. Men når det uberørte forsvinder, kan det aldrig genskabes.
Åbne landskaber kan blive en mangelvare i Danmark, fordi byer, veje, vindmøller og erhvervsliv kæmper om den tilbageværende plads i landskabet til nye boliger, sommerhusområder, vandlande og friluftsliv.
Kampen om at indtage de sidste ubebyggede og uberørte områder vil få indflydelse på det landskab, som vi hidtil har taget for givet.
Den danske kulturarv forsvinder
Åbne landskaber har stor herlighedsværdi og er en bærende del af vores kultur. Mennesket har behov for åbne vidder.
De færreste tænker over det i hverdagen, men i takt med at udviklingen fortrænger landskaberne og naturområderne, så forsvinder muligheden for at opleve stilhed, mørke, uforstyrrethed og den ro, man kan opleve ved at lade blikket dvæle udover smuk natur.
Landskaberne er også de vilde dyr og planters levesteder, og i takt med at landskaberne forsvinder, bliver for små og af for ringe kvalitet, vil flere arter mangle levesteder, blive sjældne eller endda uddø. Det bliver en fattigere natur.
Vi skal passe på de landskaber vi har
Danmark skal have landskaber, hvor man kan se langt. Hvor dyr, planter og mennesker kan bevæge sig frit på enge, strande og heder uden at skulle forholde sig til boligområder, motorveje og industriområder.
Vi følger derfor nøje med i udviklingen og forsvarer landskabsinteresserne over for politikerne og myndigheder. Det gør vi blandt andet ved at skrive høringssvar, når lovgivningen ændres og ved at klage over myndighedsafgørelser, som tillader ødelæggelser af værdifulde landskaber.
Hvis er landskab er meget værdifuldt og ikke kan beskyttes på anden måde kan en løsning være at frede området.
Hvad gør vi?
Vi og 1300 frivillige passer på den lokale natur og beskytter lokale landskaber.
Lokalt arbejder vi for at opretholde Danmarks smukke landskaber og forhindre uhensigtsmæssige ødelæggelser. Det gør vi gennem lokalt lobbyarbejde, høringssvar og i sidste ende klager, hvis vi mener, at natur- og miljølove ikke er overholdt.