Næsten halvdelen af ynglende fugle er truede eller allerede uddøde

Gå til indhold

Mange fugle har mistet deres yngle- og fødesøgningssteder i den danske natur. Derfor er 47 procent af de danske arter af ynglefugle nu truede eller allerede uddøde.

Fuglene omkring os er pressede. Faktisk er bestandene reducerede med omkring 600 millioner ynglefugle i EU siden 1980 ifølge en opgørelse fra BirdLife International.

Også i den danske natur er mange arter af ynglefugle pressede. 11 arter er allerede forsvundet fra den danske natur, mens yderligere 84 arter er truede. Det svarer til, at hele 47 procent af ynglefuglene i Danmark er forsvundet eller i risiko for at uddø på kortere eller længere sigt.

Når ynglefuglene har det så skidt, skyldes det først og fremmest, at mange af deres levesteder i den danske natur er forsvundet. Men det skyldes også intensiv landbrugsdrift, dræning af vådområder, forurening med næringsstoffer, brug af pesticider og fjernelse af gamle træer.

Her kan du læse om nogle af de 95 arter af ynglefugle, som enten er truede eller allerede er forsvundet fra danske natur.

Todo

Eksempler på truede og uddøde ynglefugle

Urfugl

Urfugl

Urfuglen har været en del af den danske natur siden jernalderen, men urfuglen blev erklæret uddød i Danmark i 2001. Der er to primære årsager til, at urfuglen er forsvundet: Jagt og landbrug. Tidligere blev urfuglen ofte skudt af jægere, så da urfuglen blev fredet i 1972, var der kun omkring 400 fugle tilbage i den danske natur. Samtidig fjernede det moderne landbrug stadig flere af urfuglens levesteder som åbne lyngheder og højmoser. Derfor blev der trods fredningen færre og færre urfugle, og i 2001 blev arten erklæret for uddød i Danmark.

Hvid stork

Hvid stork

Den hvide stork er en af de danske fugle, som er gået mest tilbage. I 1800-tallet var det en helt almindelig fugl, da der var omkring 10.000 ynglende storkepar i den danske natur. Men i løbet af 1900-tallet faldt antallet voldsomt, og i 2021 var der blot registreret syv ynglende storkepar i Danmark. Derfor er den hvide stork vurderet som kritisk truet. Det store fald i antallet af storke skyldes primært, at de naturområder, hvor storkene finder deres mad, er forsvundet på grund af moderne landbrug. Hvis storkene skal kunne yngle og klare sig selv i Danmark, vil det være nødvendigt at genoprette god natur med flere levesteder for storkenes bytte som insekter, frøer og småpattedyr.

Mellemflagspætte

Mellemflagspætte

Mellemflagspætten yngler mange steder i Europa, og nogle af de største bestande findes i Tyskland og Polen. Men i Danmark har mellemflagspætten ikke ynglet siden 1959, og den betragtes derfor som uddød som ynglefugl i den danske natur. Når mellemflagspætten er forsvundet fra Danmark, så skyldes det, at dens naturlige levesteder er forsvundet. Den foretrækker en naturtype bestående af gammel løvskov, hvor store græssende dyr holder skoven åben og lys, og hvor gamle og døde træer fik lov til at stå uberørt. Denne naturtype var tidligere almindelig i Danmark, men i dag er der altså så lidt tilbage, at mellemflagspætten ikke har ynglet i Danmark i mange årtier.

Kirkeugle

Kirkeugle

Kirkeuglen var tidligere en af de mest almindelige ugler i Jylland, men antallet er styrtdykket, og i 2021 var der blot ni registrerede ynglepar i Danmark. Derfor er kirkeuglen vurderet som kritisk truet. Der er flere årsager til den negative udvikling. For det første har moderne landbrug med insektgifte og ukrudtsmidler betydet, at der er færre byttedyr, som kirkeuglen kan spise. For det andet er der blevet færre af de naturtyper, som kirkeuglen bruger som levesteder. Blandt andet er markerne blevet større, fordi læhegn er fjernede, hvor kirkeuglerne førhen kunne finde smådyr. Og endelig er der blevet færre gamle hule træer, hvor kirkeuglen foretrækker at bygge rede.

Tredækker

Tredækker

Tredækkeren plejede at være en almindelig ynglefugl i Jylland. Men i løbet af 1900-tallet er den blevet udryddet som ynglefugl i den danske natur. Det er der to årsager til. For det første yngler den primært i næringsrige moser, men mange af disse levesteder er forsvundet, fordi områderne er blevet drænet og opdyrket. For det andet var tredækkeren ikke tidligere beskyttet af jagtforbud, og den blev anset for velsmagende og blev derfor skudt i store antal. I dag er tredækkeren blevet fredet, men der kommer kun nogle få fugle på besøg i Danmark, og de yngler her altså ikke længere på grund af manglende levesteder.