Den Danske Rødliste viser, hvordan naturen har det i Danmark. Lige nu er 1.932 arter af dyr, planter og svampe truede.
Vi står midt i en biodiversitetskrise. Det betyder, at mange af vores arter af dyr, planter og svampe er i fare for at uddø på kort eller længere sigt. Det gælder både globalt og i den danske natur. Derfor har man fastlagt internationale definitioner for at vurdere arternes situation, så man kan sammenligne på tværs af landegrænser og lave en samlet europæisk Rødliste.
Alene i Danmark er mere end hver femte undersøgte art truet eller allerede regionalt uddød.
Rødlisten i tal
13.898
Så mange dyr, planter og svampe har Rødlistens artseksperter vurderet.
1.932
Så mange arter er truede.
403
Så mange arter regionalt uddøde og forsvundet fra den danske natur.
At kende til arternes situation er en forudsætning for at kunne iværksætte tiltag, der kan hjælpe de truede arter. Gentager man vurderingerne med nogle års mellemrum, vil man kunne se om de enkelte arter får det bedre eller værre. Og man vil kunne se om udviklingen er knyttet til forbedringer eller forværringer af situationen for de naturtyper, som arterne er knyttet til. Fx om bestandene af arter knyttet til naturtypen ”græsland” generelt er stabile, i tilbagegang eller i fremgang.
Rødlistet og truet er ikke det samme
Forskere og andre eksperter har undersøgt flere end 13.800 arter af dyr, planter og svampe i den danske natur. De vurderer, hvordan arter har det og placerer den i en kategori.
Truede arter er kategoriseret som kritisk truet, truet eller sårbar.
Rødlistede arter dækker over arter, der er regionalt uddøde, truede eller næsten truede.
Der er flere grunde til, at så mange arter er truet i Danmark. Men den primære årsag er, at der mangler levesteder.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at genskabe store sammenhængende naturområder, hvor naturen får lov til at tage vare på sig selv. Giver vi plads til naturen, vil der komme flere levesteder til de truede arter.
Arterne har klaret sig fint i årtusinder, indtil vi mennesker ødelagde deres levesteder. I helt særlige tilfælde kan det dog være nødvendigt, at vi midlertidigt ”dyrker” levesteder for kritisk truede arter, som eller vil forsvinde fra Danmark. Det er kirkeuglen et godt eksempel på.
Hvem laver rødlisten, og hvad bruger vi den til?
3 måder: Sådan kan du hjælpe de truede arter
Det kræver politisk handling, hvis vi skal redde de truede arter fra at uddø. Men der er faktisk også ting, du selv kan gøre:
Slip haven fri med fx vilde blomster, vandhul og kvashegn. Det skaber levesteder til de truede arter
Foreslå din kommune at give plads til de vilde blomster på kommunens arealer
Tag kontakt til din lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, hvis du har gode idéer til hvor og hvordan man kan genskabe natur i din kommune.