Lynetteholm er en kunstig halvø, der bygges ved København. Det bliver et af Danmarks største anlægsprojekter. Og det er vigtigt for livet i Øresund og Østersøen, at anlægget ikke skader naturen.
I juni 2021 vedtog Folketinget, at den kunstige halvø Lynetteholm skal anlægges i København. På denne side kan du blive klogere på Lynetteholm, og hvordan den kunstige halvø kan påvirke naturen negativt, hvis man ikke passer på.
Hvad er planen med Lynetteholm?
Den kunstige halvø Lynetteholm skal efter planen stå helt færdig i 2070. Halvøen skal rumme boliger til omkring 35.000 mennesker og lige så mange arbejdspladser. Derudover skal Lynetteholm være med til at sikre København mod fremtidige oversvømmelser på grund af stormflod og stigende vandstand.
Den kunstige halvø bliver omkring 2,8 km2 stor, og den skal anlægges ud for Københavns Havn mellem Nordhavn og Refshaleøen.
Havneslam graves op
I Københavns Havn er man i gang med at opgrave gammelt havneslam i det område, hvor den kunstige halvø Lynetteholm skal anlægges.
Kan Lynetteholm påvirke naturen i havet?
Den kunstige halvø kan komme til at fungere som en lille prop i Øresund, og det bekymrer mange haveksperter. Konsulentfirmaet DHI har beregnet, at Lynetteholm vil blokere for omkring 0,25 procent af vandgennemstrømningen i Øresund. Og i en beregning fra den hollandske konsulentvirksomhed Deltares vurderes det, at den kunstige ø kan føre til en blokering på op til 0,5 procent.
Det lyder måske ikke af meget, men over flere år kan det ændre Østersøens saltbalance, som er helt afgørende for livet i Østersøen. Ingen ved med sikkerhed, hvad en ændret saltbalance vil betyde for den i forvejen skrøbelige havnatur i Østersøen. Men en ændring kan bl.a. øge risikoen for iltsvind, og det er f.eks. den ekstremt pressede torskebestand meget følsom overfor.
Da man byggede Storebæltsbroen og Øresundsbroen, blev der gjort meget ud af, at broerne ikke måtte ændre vandgennemstrømningen og dermed saltbalancen i Østersøen. Derfor undrer det mange eksperter, at man tilsyneladende nu vil acceptere, at Lynetteholm godt må blokere noget af vandgennemstrømningen.
Danmarks Naturfredningsforening har arbejdet for, at det bliver et krav for anlægget af Lynetteholm, at den kunstige halvø ikke må ændre den naturlige vandgennemstrømning. Bl.a. ved sammen med en lang række organisationer omkring Østersøen at klage til EU med henblik på at få projektet sat på pause og for at få inddraget andre berørte lande. Samme pointer har Danmarks Naturfredningsforening sendt til transportministeren.
Havmiljøet i Østersøen er nemlig i forvejen så stærkt presset at vi ikke vil risikere at forværre forholdene yderligere ved at sætte en prop i Øresund. Indtil videre er det desværre ikke lykkes at sikre dette.
Planerne om en Østlig Ringvej anlagt som sænketunnel langs Amagers østkyst mellem Nordhavn i nord og Øresundsmotorvejen i syd ser ud til at blive den næste anlægsudfordring for Øresunds havmiljø, da den vil gøre stor skade på ålegræsarealerne langs hele strækningen.
Hvorfor blev dumpning af havneslam fra Lynetteholm stoppet?
I foråret 2022 blev over 200.000 kubikmeter havneslam fra Lynetteholm dumpet i Køge Bugt. Og det var planen, at yderligere to millioner kubikmeter skulle samme vej.
Slammet indeholder store mængder næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Og når det spredes i havet, medfører det opblomstring af alger, øget risiko for iltsvind, uklart vand og dårlige forhold for fisk og planter. Hertil kommer, at slammet også indeholder betydelige mængder af miljøfarlige stoffer som tungmetaller og oliestoffer. Derfor blev dumpningen af slam i Øresund skarpt kritiseret af både eksperter, den svenske regering, grønne organisationer og tusindvis af bekymrede borgere. Blandt andet skrev over 35.000 danskere under på Danmarks Naturfredningsforenings underskriftsindsamling for at stoppe dumpningen.
Heldigvis gjorde kritikken indtryk på politikerne i Folketinget. Et politisk flertal lavede en aftale, der permanent stoppede dumpningen af slam fra Lynetteholm i Øresund. I stedet skal havneslammet bygges ind i selve Lynetteholm. Dermed bliver slammet altså en del af den kunstige halvø i stedet for, at det bliver dumpet i Øresund med konsekvenser for naturen i havet.
Protesterne mod de enorme dumpninger af slam på havbunden og beslutningen om i stedet at indbygge materialet i selve anlægget har siden haft indflydelse på andre anlægsprojekter i Danmark. Mest markant udbygningen af Århus Havn, hvor tilsvarende modstand har ført til at Århus Bugten spares for dumpning af 1,5 mio m3 bundslam.
Hvor skidt står det til med havnaturen i Øresund og Østersøen?
Havmiljøet i alle de danske farvande er hårdt presset. Overfiskeri, iltsvind, råstofudvinding og forurening har skadet havmiljøet så meget, at syv ud af otte naturtyper i havet er i tilbagegang, og ingen af de danske farvande vurderes at være i god miljøtilstand.
For eksempel er områder med iltmangel i Østersøen blevet tidoblet de sidste 100 år. I dag er der iltmangel i Østersøen i områder på omkring 60.000 km2. Det svarer til 1,5 gange hele Danmarks areal.
Derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at et enormt anlægsprojekt som Lynetteholm ikke forværrer havmiljøet yderligere. Vi har brug for at forbedre forholdene for naturen i de danske farvande – ikke gøre dem værre.
Hvorfor kan man ikke klage over Lynetteholm?
Det er helt centralt for natur- og miljøbeskyttelsen i Danmark, at man normalt har ret til at klage, hvis man mener, at der er forhold, der ikke bliver overholdt.
Men når Lynetteholm vedtages som anlægslov af Folketinget bortfalder klageretten. Det betyder i praksis, at beslutninger ikke kan efterprøves i klagenævnene – f.eks. i forhold til om der er taget hensyn til natur og miljø.
Hvem står bag anlægget af Lynetteholm?
Lynetteholm er et fælles projekt mellem Københavns Kommune og Staten, hvor det er udviklingsselskabet By & Havn - ejet af Københavns Kommune - som er bygherre.
Byggeriet af øen er vedtaget i Folketinget som en anlægslov. Det er transportministeriet som er myndighed for de foretagne miljøvurderinger.
Vær med til at gøre en forskel for havet
Vær med til at kæmpe for et hav i balance, uden iltsvind og med masser af fisk, dyr og planter.